Gå til hovedindhold

Vision og pædagogiske grundfortælling

Skovvangskolens arbejde er baseret på skolens vision, værdier og pædagogiske grundfortælling.

Indhold

    Visionen er følgende:

    • Skovvangskolen skal være en attraktiv lokalt forankret (Skovvang, Riisvangen, Reginehøj og Trøjborg) skole for børn, unge, deres forældre og medarbejdere.
    • På Skovvangskolen skal alle være en del af berigende fællesskaber, hvor de trives og udvikler sig både fagligt, socialt og personligt.
    • Skovvangskolen er den bedst mulige skole, hvor eleverne bliver så dygtige, som de kan og er rustede til at møde fremtidens udfordringer.

    For at nå visionen tager vi afsæt i skolens tre værdier, der er fællesskab, læring og respekt.

    På Skovvangskolen tror vi på, at vi som organisation lykkes, hvis vi udnytter hinandens ressourcer og arbejder i samme pædagogiske retning. Vi tror på, at det at drive skole handler om at understøtte børnenes almene dannelse, da denne er et fundament i en omskiftelig verden. Vi har derfor udarbejdet en pædagogisk grundfortælling, som vi arbejder med at mere og mere ind overalt i organisationen, da vi tror på, at vi med afsæt heri kan gøre den største forskel.

    Den pædagogiske grundfortælling for Skovvangskolens personale er:

    På Skovvangskolen tror vi ikke på, at der kun findes én fast ruteplan for et menneskes liv. Livet er fyldt med muligheder, valg og fravalg, hvilket på forskellig vis kan skabe usikkerhed at skulle navigere i. Den verden, vi lever i, kan ikke reduceres til simple skabeloner eller formler. Derfor er det vores opgave – sammen med eleverne og deres forældre – at skabe veje og stier, der både giver plads til autonomi og den naturlige usikkerhed, der følger med at træffe valg. Vi ønsker at skabe et miljø, hvor rammerne for læring og udvikling er tydelige og trygge. Vi tror på, at faglig, social og personlig udvikling kræver, at vi ligeledes har mulighed for at opleve usikkerhed og modgang i et støttende miljø. Kun ved at opleve usikkerhed og modgang ind imellem, lærer man for alvor, hvad det vil sige at være menneske.

    Fællesskabet er centralt for vores hverdag. Vi arbejder for at sikre, at alle børn og unge føler sig som en værdifuld del af forskellige fællesskaber. Vi ser forskellighed som en styrke, og vi tror på, at eleverne lærer af hinanden. I fællesskabet lærer de at samarbejde, dele erfaringer og udvikle sociale færdigheder.

    Læring er centralt for både den sociale og faglige udvikling. Børn og unge skal lære at tage ansvar for sig selv og fællesskabet. Vi opfordrer dem til at træffe beslutninger og støtter dem i deres valg. Gennem forskellige opgaver og lege kan de bruge deres fantasi og lære af deres erfaringer. De udvikler både faglige færdigheder og personlige egenskaber som ansvar og selvstændighed. Vi anerkender, at læring også kan være hårdt arbejde, og her giver vi den gode støtte, så eleverne kan overvinde udfordringer og vokse.

    På Skovvangskolen tror vi på, at respekt er grundlaget for et trygt læringsmiljø. Vi opfordrer både elever og voksne til at vise respekt og nysgerrighed for hinandens forskelligheder og perspektiver. Dette skaber en kultur, hvor alle får mulighed for at føle/kan føle sig værdsatte og hørt, hvilket er essentielt for at kunne træffe valg og lære af hinanden.

    På Skovvangskolen lægger vi stor vægt på respekt for skolens fysiske rammer. Vi opfordrer alle til at tage ansvar for oprydning og orden, så vi sammen kan skabe et rent og indbydende miljø. Ved at passe på vores omgivelser viser vi respekt for hinanden, vores fælles skole og omverdenen.

    Vi anerkender, at både leg og legende tilgang er en vigtig del af læring og menneskelig udvikling. Gennem legende aktiviteter kan eleverne udforske deres kreativitet og nysgerrighed. Vi skaber rum og plads for den fri leg såvel som vi integrerer leg i undervisningen for at gøre læring sjov og engagerende. Dette skaber mulighed for at udvikle både faglige og sociale færdigheder. Legen giver plads til eksperimentering og fejl, hvilket er en naturlig del af læringsprocessen.

    Vi tror på, at eleverne skal udvikle sig både fagligt og personligt, så de bliver robuste og i stand til at fungere i både det lille og store fællesskab. Dette kræver, at vi som professionelle tør udholde den samme usikkerhed som børn og unge. Vi skal turde afprøve nye metoder og tilgange, også når vi ikke kender alle konsekvenserne. Vi skal give plads til elevernes valg og input, selvom vi ikke kan forudsige, hvad de vil føre til. Sammen med forældre og kollegaer bygger vi nye veje og lærer af erfaringerne, så vi fortsat udvikler os som skole.

    For os på Skovvangskolen er forældresamarbejdet en vigtig del af fundamentet for børns og unges udvikling. Vi ved, at vi sammen kommer længere end hver for sig. Derfor er det vigtigt, at vi skaber et tæt samarbejde mellem skole og hjem, så eleverne kan udvikle sig både fagligt, personligt og socialt. Gennem fælles læring og refleksion skaber vi et stærkt fællesskab, hvor både børn og unge lærer at navigere i den usikkerhed, livet byder på. Vi opbygger sammen et miljø, hvor de udvikler sig til selvstændige, ansvarlige mennesker. 

    Sidst opdateret: 11. april 2025