Et godt samarbejde mellem skole og hjem
I kan som forældre forvente en skole, der sætter jeres barns trivsel fagligt, socialt og personligt i højsæde. Skovvangskolen er en skole, hvor vi tager afsæt i de tre værdier fællesskab, læring og respekt.
Vi arbejder for at skabe en varieret og differentieret skoledag, der gør, at alle vores elever lærer mest mulig. Vi har derfor særlig skoletilbud til elever, der har brug for lidt ekstra hjælp, og til elever, der har brug for ekstra udfordringer.
Vi har fokus på at kommunikere de gode historier til jer som forældre, ligesom vi vil kommunikere de steder, hvor vi sammen skal løse nogle udfordringer.
Vores forventning til dig som forælder
Vi forventer, at vi arbejder på sammen. Det betyder, at vi i en positiv dialog og med respekt for hinanden skaber den gode ramme for, at vores elever og jeres børn trives. Det betyder, at vi tager både de nemme og de svære samtaler, hvor både I som forældre og vi som skole har krav på i en respektfuld facon at måtte stille de svære spørgsmål.
Vi afholder et obligatoriske forældremøde i starten af skoleåret, samt skole-hjemsamtaler en gang om året, hvor der vil være deltagelse af dansk- og matematiklæreren. Derudover er du altid velkommen til at kontakte klasselærere og skolens ledelse ved behov for yderligere møder. Skolen indkalder også til ekstramøder, hvis der er behov for at få lavet særlige aftaler.
Derudover indbyder vi dig til en cafesamtaleaften for elever i 5-9. klasse, hvor du har mulighed for at tale med de forskellige faglærere.
Alle skolens medarbejdere gør dagligt brug af Aula. Du vil derfor i udgangspunktet kunne forvente svar inden for 2 dage, hvis du henvender dig til skolens ledelse eller personale.
Skolens medarbejdere har ikke arbejdsmobiler. Det er derfor medarbejdernes private mobiler, de gør brug af, hvis de er i SMS eller telefonisk kontakt med dig. Det er det enkelte klasseteam, der afgør indenfor, hvilken tidsramme de kan kontaktes, hvis de har udleveret deres telefonnummer.
Skolens ledelse opfordrer til, at du så vidt muligt gør brug af Aula til kommunikation med medarbejderne. I den sammenhæng er du meget velkommen til at skrive til en medarbejder og bede denne om at ringe op ved lejlighed.