Gå til hovedindhold

Hvis dit barn har særlige behov

I samarbejde med elever og forældre er vi gennem hele skoletiden opmærksom på, hvorvidt der opstår situationer, hvor en elev har særlige behov. Det kan både være i forhold til at skulle have ekstra udfordringer såvel som forskellige støttetiltag.

  • Læs op

Indhold

    Skolen har et fintmasket net, der gør, at vi tilstræber løbende at opfange elever, der har særlige behov. Vi tilstræber at gøre de data, der er lovpligtige til nyttige redskaber i forhold til at understøtte alle elevernes trivsel fagligt, socialt og personligt.

    Vi afholder derfor trivselskonferencer med personalet, vejledere og ledelse i forbindelse med Den nationale trivselsmåling. Skolen har en tæt opfølgning på fravær hos eleverne, da dette kan være første tegn på elever, der har behov for vores hjælp.

    Tilsvarende gør vi brug af faglige konferencer, hvor lærerne, vejlederne og skolens ledelse mødes og følger op, hvorvidt der i de nationale test er elever, hvor der skal være særlig opmærksomhed eller igangsættes forskellige tiltag. Skolen har vejledere i dansk, dansk som andetsprog og matematik, der bistår medarbejderne og ledelsen i arbejdet med at tolke de data, vi får på eleverne, og igangsætte indsatser.

    Skolens læsevejledere varetager bl.a. ordblindetest af elever, hvis personale eller forældre er bekymret for dette. Ordblindetestene foretaget altid i foråret. Ordblindetestene følges op af et skole-hjemmøde, hvor forældrene får overleveret resultaterne af testen samt en samtale om, hvordan vi sammen fremadrettet understøtter elevens faglige udvikling uanset om denne er ordblind. Såfremt eleven er ordblind arbejdes der typisk med IT-kompenserende strategier såsom oplæring i CD-ord, app-writer og tale-til-tekst programmer. Dette sker i et tæt samarbejde mellem eleven, klasselærere, forældre, læsevejleder og it-vejleder. I nogle tilfælde følges dette op af, at eleven indstilles til et forløb på Kompetencecenter for læsning.

    Skolens støttefunktioner er overordnet opdelt i tre områder, der varetager selvstændige opgaver, men også overlapper hinanden:

    • Fagligt Støttecenter - varetager opgaver primært omkring elevernes faglige udvikling. Det kan bl.a. drejer sig om læsekurser, små matematikhold m.m.
    • Dansk som andetsprog – varetager den supplerende danskundervisning for elever med dansk som andetsprog og elever med behov for ekstra begreber og ord. Støtten foregår primært i klasserne med afsæt i co-teaching.
    • AKT (Adfærd, kontakt og trivsel) - varetager opgaver omkring elevernes generelle trivsel. Det drejer sig bl.a. om observation og sparring til medarbejderne i klasserne, samtaler med enkelte elever og gruppeforløb ud fra særlige temaer såsom skilsmissebørn. Som en del af denne funktion, så har skolen i samarbejde med SFO'en en oplader, hvor elever, der i løbet af dagen har brug for en kortere pause for at oplade batterier kan gå hen.

    Skolen har et tæt samarbejde med eksterne partnere, der er med til at kvalificere de indsatser, vi laver omkring eleverne. Dette værende sig både i skoletiden, men også på tværs af skoletiden, fritiden og hjemmet. Forældrene er altid informeret og deltagende, når vi samarbejder med de eksterne parterne.

    Blandt de eksterne partnere skolen samarbejder med kan særligt nævnes:

    • PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning): varetager sparring og supervision til medarbejderne på skolen samt test af elever.
    • Socialforvaltningen: varetager sparring omkring elevernes trivsel og istandsætter indsatser i samarbejde med forældrene og skolen omkring de unges fritid. Socialforvaltningen kan derudover henvise til samtaler ved Ungecenteret. Forældre kan dog også kontakte Ungecenteret uden om skolen.
    • Børn- og Ungelægen: varetager sparring til skolen og forældrene omkring situationer, hvor et lægefagligt perspektiv kan være relevant.
    Sidst opdateret: 01. oktober 2023